Moralske følelser

Moralske følelser

En forestilling om Adam Smiths moralteori
Eksamensopgave vintertermin 2005
301. Filosofihistorie
Fri hjemmeopgave, individuel
Kandidat/overbygning

Opgaveløser: Hardy Pedersen
Granhegnet 85 2670 Greve
Tel: 4032 1666
Mail: H@rdy.dk
Lærer: Carl Henrik Koch
Hold: 301. Filosofihistorie
Eksamensnummer 86
Afleveret den 17. Januar 2005

Indholdsfortegnelse

Problemformulering
Disposition
Adam Smiths samtid
   - Thomas Hobbes
    - John Locke
    - Isaac Newton
    - Bernard de Mandeville
    - David Hume
Antikkens påvirkning
   - Platon
   - Aristoteles
   - Stoikerne
   - Epikuræerne
Hvordan og hvorfor handler vi som vi gør?
Det selviske og interessen for andre
Sympati og Følelser
   - Forestillingsevne
   - Sympati
Den Upartiske iagttager
Nogle Betragtninger
   - Normativitet
   - Det Guddommelige
   - Smiths moralpsykologi
   - Ulitarismens nytteprincip
   - Freuds opfattelse af bevidstheden
Dydens natur og funktion
Klogskab
   - Den almindelige klogskab
   - Den højere klogskab
Retfærdighed
Velvilje
   - Familien
   - De andre
   - individ og samfund
Selvkontrol
   - Frygt og vrede
   - Helten
   - Den stolte eller den hovmodige
   - Den forfængelige eller pralende
Perspektivering
   - Andre kulturelle samfund
   - Tilpasning til tiden
   - Det moderne industrisamfund
   - Det multikulturelle samfund
Konklusion
Litteraturoversigt

Problemformulering
Når talen falder på Adam Smith mødes ofte et spørgende blik. Hvad er det nu Adam Smith står for – er det noget med økonomi i liberal retning, er det moralfilosofi, politisk filosofi, moralpsykologi …..?

Min vurdering er, at det er lidt af hvert, og det kunne være spændende at forfølge hans betragtninger ud fra de forskellige synsvinkler hvilket dog ikke er ærindet i denne opgave. Her vil jeg til gengæld diskutere måden, hvorpå Smith kommer frem til sin moralteori, samt vurdere, hvorledes dyderne indvirker på vores moralske adfærd.

Smith udarbejder en moralsk teori baseret på observation af, hvorledes mennesker agerer og udvikler deres adfærd i samspil med impulser fra den til enhver tid værende omverdenen. Han går fra observation/erfaring til regeldannelse, og ikke modsatte vej, og benytter sig af en historisk tilgang, idet han i en ikke ubetydelig grad læner sig op af holdninger og teorier helt tilbage til antikken. Disse holdninger kritiseres, forbedres og bearbejdes på bedste filosofiske vis ud fra den tid, hvori Smith befinder sig, i 1700-tallets oplysningstid, påvirket af de store udfordringer denne tid i sig selv medfører.

Jeg ønsker derfor, med udgangspunkt i en gennemgang af Smiths dyds-opfattelse, koblet sammen med en gennemgang af sindets handlemåde, at beskrive Smiths moralfilosofi og vurdere, i hvilket omfang denne moral teori kan kaldes universel og i hvilken omfang, den kan fremskrives til nutidige industrielle og multikulturelle samfund.

Disposition
Opgaven starter med at placere Smith i sin samtid og herudfra gennemgå nogle af de strømninger, der synes at have påvirket ham. Herefter gennemgår jeg nogle af de historiske kilder, Smith selv refererer til for derefter at tage fat på den egentlige diskussion af moralteorien. Diskussionen tager udgangspunkt i to spørgsmål, som Smith selv anfører som vigtige i behandlingen af moralteorien, nemlig:”First, wherein does virtue consist? Or what is the tone of temper, and tenour of conduct, which constitutes the excellent and praise-worthy character, the character which is the natural object of esteem, honour, and approbation? And, secondly, by what power or faculty in the mind is it, that this character, whatever it be, is recommended to us?”. (TMS: 313)

I det første spørgsmål vil jeg gennemgå Smiths kardinaldyder og diskutere, hvorledes disse sikrer, at vi som mennesker er i stand til at ”tage kampen op” med de lidenskaber og fristelser, vi møder. I det andet spørgsmål vil jeg diskutere, hvordan og ved hvilke midler sindet foretrækker ét handlingsforsæt frem for et andet. Dette fører frem til en forklaring af, hvorledes den ”upartiske iagttager”1 bidrager til at gøre mennesket til et moralsk væsen - netop fordi det er et samfundsvæsen. Herefter en perspektivering hvor jeg vil forsøge at se teorien i dagens lys og vurdere dens muligheder – og forklaringsevne. Opgaven sluttes af med en konklusionen.

Adam Smiths samtid
Adam Smith (1723-1790) var skotsk økonom og filosof og bliver allerede under sin filosofiske uddannelse påvirket af sin lærer Hutcheson, som Smith både deler og ikke deler synspunkter med. Blandt andet tager Smith klar afstand fra Hutchesons teori om, at mennesket er udstyret med en iboende moralsk sans. Vi er i perioden efter den engelske borgerkrig som, i henhold til visse passager i The Theory of Moral Sentiments (TMS)2, synes at have påvirket ham, om ikke på anden måde så igennem den indirekte påvirkning Smith må have fået igennem læsning af Leviathan af Thomas Hobbes.

Thomas Hobbes (1588-1679) der bl.a. er påvirket af den engelske borgerkrig konstaterer, at uden en suveræn med uindskrænket magt, tildelt eller taget, så vil mennesket leve i en samfundsløs naturtilstand, hvor alle vil bekrige hinanden. Et sådant syn kan Smith naturligvis ikke lade være uimodsagt.

John Locke (1632-1704) er en anden umiddelbar forgænger med udfordrende moralske synspunkter. Locke er blandt de tidlige empirister, der igennem sin idé-teori udfordrer rationalisterne. Idéerne er for Locke forbindelsesleddet imellem den erkendende bevidsthed og den erkendte virkelighed, og han arbejder, på lige fod med Newton og Smith, med analyser af årsager til det observerede.

Isaac Newton (1642 – 1727) havde netop sat dagsordenen for, hvorledes naturvidenskaben arbejder og hvorledes naturvidenskabelige lovmæssigheder observeres, bearbejdes og formuleres – på matematikkens præmisser. Dette er en videnskabelig revolution, der påvirker langt ind i andre videnskabelige verdener, og det er blandt andet herfra, Smith får idéen til, hvorledes processer om menneskets moralske adfærd kan beskrives og årsagsforklares.

Tiden bringer flere udfordringer, der ikke alene rammer Smith, men selveste Gud idet det antropocentriske verdenssyn i vores del af verden konflikter med det tidligere teocentriske verdenssyn. Denne nye europæiske humanisme eller oplysningstanke vender op og ned på mange ellers cementerede forhold.

Bernard de Mandeville (1670 – 1733) virker provokerende på Smith, og mange andre, med sit udtryk om, at alle samfund til alle tider har omfattende lastefulde og umoralske individer, som er de mest nyttige borgere. Sidst, men ikke mindst vil jeg nævne:

David Hume (1711-1776) er også én af de store engelske (skotske) empirikere, der lader sig inspirere af Newtons metoder i sine videnskabelige beskrivelser af menneskets adfærd. Hume tager et klart opgør med rationalismens ”spekulative metoder”, idet han ønsker en ”ny - naturalistisk - opfattelse af tilværelsen, befriet for metafysisk tankespind, religion og anden formørkende overtro” (Politikens Filosofileksikon 1998: 195). Disse holdninger er for Smith interessante, og han tager mange af dem til sig i sin videre bearbejdning af, hvorledes denne naturalistiske opfattelse kan bruges i bestræbelserne på at beskrive og forklare moralsk adfærd.

Antikkens påvirkning
Smith lægger ikke skjul på sin respekt for, hvad historien kan bidrage med i beskrivelsen af, hvad der kan siges om moralsk og dydig adfærd.

Platon har formuleret sin morallære ud fra de fire kardinaldyder, fornuft, følelser, klogskab og retfærdighed, med fornuften som det overordnede styrende princip.

Aristoteles har dyden som den gyldne middelvej, og den er for ham en disposition til at handle på bestemt måde. F.eks. ligger dyden ”mod” imellem de modsatte dyder af fejhed og overmodighed, hvor den ene er for meget og den anden for lidt påvirket af frygt og angst.

Stoikerne har humanitet som en naturlig menneskelig egenskab ud fra betragtningen, at mennesket har kapacitet til at styre sit liv i henhold til logos. For stoikerne er selvopholdelsesdriften fundamental, og der vises ikke kun individuelle hensyn, men også visse kosmopolitiske træk, og uanset hvad der sker, så er det bestemt af Gud. Mennesket forventes at bruge sin klogskab med rettidig omhu. Når det gør dette, kan det ikke gøre andet end blot afventeslagets gang.

Epikuræerne ser mennesket som naturlig egennyttige og anser moral som en plan, der er opfundet til at regulere denne egennyttighed. Et godt helbred, med ro og sikkerhed i bevidstheden, er for epikuræerne det optimale stade for menneskets natur.

Hvordan og hvorfor handler vi som vi gør?
Jeg begynder med en diskussion af Smiths andet spørgsmål fra før: “by what power or faculty in the mind is it, that this character, whatever it be, is recommended to us?” (TMS: 313). Denne diskussion tager udgangspunkt i nogle grundlæggende og helt fundamentale forudsætninger og naturgivne behov, vi som mennesker er udstyret med, herunder et behov for at behage samt en aversion imod at støde andre. På dette grundlag diskuteres nogle af menneskets naturgive egenskaber, herunder dets forestillingsevne, som bringer det i stand til at sætte det i andres sted og fra denne position at sammenholde egne og andres følelser. Denne forestillingsproces fører mennesket, afhængig graden af harmoni i følelserne, frem til Smiths ”sympati”. Denne sympati forudsætter dog nogen eller noget at sympatisere med, hvorfor den upartiske interne iagttager introduceres som den internaliserede ”personlighed”, der overfor agenten repræsenterer samfundets moral. Hermed er der skabt, eller rettere konstateret, den moralske forbindelse imellem agent og samfund, der forklarer hvorfor mennesket er et socialt væsen.

Det selviske og interessen for andre
”How selfish soever man may be supposed, there are evidently some principles in his nature, which interest him in the fortune of others, and render their happiness necessary to him, though he derives nothing from it except the pleasure of seeing it”. (TMS: 11)

Således begynder Smith TMS, hvilket ikke er tilfældigt, idet naturalisten Smith har en forklaring på, at vi som mennesker har en tendens til at handle som anført, idet: ”Nature, when she formed man for society, endowed him with an original desire to please, and an original aversion to offend his brethren.” (TMS: 135). Vi har imidlertid ikke alene ønsker at blive billiget, vi har også behov for at udvise en adfærd, der gør, at vi bør billiges. Med andre ord, vi har behov for at væres således, som vi vil billige, at andre er. Hermed er en første meget vigtig grundpille i Smiths moralfilosofi sat i jorden.

Sympati og følelser
Vi vil gerne påskønnes for vore handlinger, hvorfor vi er opmærksomme på andres situation. Processen begynder meget tidligt i livet. Allerede som børn vil vi gerne påskønnes for det vi gør, og vi tager en irettesættelse som anledning til at ændre adfærd. Dette medfører, at vi allerede fra barns ben lærer at tilpasse os, til børnehaven, skole, arbejdsplads og hvor vi end bevæger os. Vi vil gerne have flest mulige ”arme over hovedet” dage2, med ros og billigelse for det vi udfører.

Udover tidligere omtale behov for billigelse er vi fra naturens side tillige udstyret med
en evne til at sætte os ind i en andres situation og forestiller os dennes følelser. Denne forestillingsevne kan opfattes som en anden væsentlig grundpille i Smiths moralteori.

Forestillingsevne
Den evne vi har til at forestille os i andres situation bygger på følelser, og Smith opdeler følelserne i dem, der har udspring i kroppen (smerte, sult..) og de følelser, der har udgangspunkt i bevidstheden, og det er de sidste der er interessante i denne situation, ja faktisk grundlæggende for Smiths moralteori. Følelserne i forestillingsprocessen kan opdeles i tre grupper, hvor de usociale følelser blandt andet repræsenterer lidenskaber som had, vrede og krænkelser, følelser, der er ubehagelige og som er vanskelige at sympatisere med. Den anden gruppe omfatter de sociale følelser (generøsitet, venlighed, agtelse..), følelser, der er lette at sympatisere med. Den tredje gruppe omhandler de selviske følelser, der er centreret om egen godhed og andres skæbne.

Forestillingsevnen kan ses som en form for kreativ kapacitet, der sætter os i stand til at forestille os andres situation – men heller ikke mere. “What they feel, will, indeed, always be, in some respects, different from what he feels”. (TMS: 27). Vores adgang til den andens verden, scenen af den andens følelser, er og bliver en forestilling. Vi han forestille os hans udsyn fra scenen og hans motiv til handling, men aldrig reelt føle hvad han føler. Der er således tale om en repræsentativ forestilling, hvor vi i forestillingen reproducerer følelser ud fra den konstaterede adfærd samt det motiv, vi måtte tillægge. Men processen er også narrativ, idet vi i reproduceringsprocessen søger at finde orden og sammenhæng, finde en god forklaring.

Forestillingsevnens styrke kan blandt andet illustreres med oplevelser fra litteraturens og kunstens verden. Alle, der har fulgt Dantes og Vergil’s rejse i Den Guddommelige Komedie eller overværet Les Misérables på teatret, kan næppe have undgået at være grebet af stærke følelser foranlediget af historiernes evne til at bringe forestillingerne frem i os.

Sympati
Bibragt denne forestillingsevne er der nu mulighed for at vurdere den andens adfærd, herunder, hvad der er passende og korrekt adfærd med efterfølgende billigelse eller misbilligelse, idet: ” We either approve or disapprove of the conduct of another man according as we feel that, when we bring his case home to ourselves, we either can or cannot entirely sympathize with the sentiments and motives which directed it”. (TMS: 128)

Jeg vil anskueliggøre med følgende eksempel.
A hjælper en handikappet over vejen, jeg sympatiserer med denne venlighed og som resultat, billiger jeg denne adfærd som værende passende. Jeg ville have reageret på samme måde, hvis jeg havde været i A’s sted og må således se aktionen som fornuftig og god. A’s handling er, set fra mit synspunkt, korrekt. Herudover er handlingen prisværdig, hvilket udtrykker en anden form for billigelse, nemlig den som kommer fra den handikappedes følelse af taknemlighed. Omvendt, hvis A havde sparket til en tilfældig hund på vejen, så ville jeg føle antisympati med A’s irritation, men til gengæld føle sympati med hundens krænkelse. Antisympatien medfører misbilligelse af handlingen som forkert, og sympatien med hunden, over dennes uretfærdige behandling, medfører en misbilligende vurdering af handlingen, den er dadelværdig.

Den korrekte og passende handling er således den handling, der af andre vil blive billiget som passende i forhold til samfundsmoralen, en billigelse, der alt afhængig af situationen, kan udløse både en følelse af taknemlighed og en belønning. Omvendt er det med misbilligelsen, en sådan kan medføre såvel harme som straf.

Når jeg således ville have reageret som A, ved at have forestillet mig i A´s sted og reageret som denne, så skyldes dette, at der i situationen er harmoni imellem vore følelser. Ligeledes, hvis jeg var i den handikappedes sted, så ville jeg føle den samme taknemlig-hed, som den handikappede udtrykker. Også her er der harmoni imellem følelserne. Denne harmoni eller delvise sammenfald i følelser er hvad Smith udtrykker i form af moralsk sympati, og denne moralske sympati er igen baseret på, at vi er i stand til at forestille os i andres situation. Denne forestillingsevne er derfor af vital betydning, for uden denne, er der ingen mulighed for at komme ud over sig selv - og dermed heller ikke ind i sig selv.

Den upartiske iagttager
Den upartiske iagttager, set som en form for personificeret indre moralsk samvittighed, er en konstruktion Smith indfører som en form for katalysator i forståelsen af, hvorledes vi handler – korrekt. Et nyt vigtigt element i Smiths teori.

Som anført medfører behovet for andres billigelse, kombineret med evnen til at sætte os i andres sted, at vi er i stand til at forestille os andres adfærd og vurdere denne, det vil sige at billige eller misbillige, ud fra en opfattelse af, hvad der opfattes som korrekt. Men hvad begrundes denne vurdering på? Det er her Smiths iagttager kommer ind i billedet.

Alle kender vist situationen, hvor det vurderes, om den handling, der skal gøres eller er gjort, er moralsk korrekt. Løsningen på førnævnte dilemma ligger som indikeret i Smiths upartiske iagttager, der som repræsentant for samfundsmoralen kan ”meddele” os, hvorledes vores adfærd ser ud set fra omverdenens synspunkt.

Iagttageren kan som tidligere nævnt aldrig komme frem til de samme følelser som agenten, og han vil kunne misforstå agentens motiver. Ligeledes vil agenten kunne snuble i forkærlighed for egne interesser. Herudover er mennesket af natur påvirket af en række lidenskaber, der gør det vanskeligt at være upartisk især overfor sig selv, idet vi gerne vil se tingene i eget perspektiv. Det kan således være svært, men ifølge Smith ikke umuligt, at sætte sig ud over disse følelser, som netop er forudsætningen for at den indre iagttager kan gradueres til både at være velinformeret og upartisk. Vi udfører således en moralsk vurdering ved at forestille os eksistensen af en upartisk velinformeret iagttager, der kender alle fakta og i øvrigt ikke er personlig involveret. Hvis denne upartiske iagttager sympati-serer med vore handlinger, de planlagte såvel som de udførte, så er der tale om en billigelse, og hvis der ikke sympatiseres, så er der tale om en misbilligelse. Og netop fordi mennesket har en tendens til at ville billiges og ikke at ville misbilliges, så har det også en tendens til at lytte til den upartiske iagttager og tilpasse adfærd og følelser efter denne vurdering. Hermed opfører vi os, som vi synes andre skal opføre sig. Vores behov for billigelse fører således hen til en bevidst eller ubevidst sympati.

A sparker i det tidligere eksempel til hunden og møder misbilligelse fra den indre iagttager. Netop denne misbilligelse vil få A på andre tanker, nemlig, at det er forkert at sparke til hunden. Det er grundlaget i den indre iagttagers funktion, hans misbilligelse vil få A til at misbillige, fordi A grundlæggende ønsker at være i harmoni med den indre iagttager. Det er dog ikke givet at den upartiske iagttager vil misbillige, idet det som nævnt ikke er adfærden, men motivet der tæller. Det kunne jo være, at hunden først havde angrebet A, hvorfor A i selvforsvar sparker, og i en sådan situation vil den upartiske iagttager sandsynligvis vurdere handlingen som passende, forudsat handlingen tilpasses selvkontrollens dyd.

Løftet op på et lidt højere niveau så vil alle/de fleste misbillige eller billige sådanne handlinger, og uanset hvem der vil udføre dem, så vil handlingerne blive tilsvarende misbilliget eller billiget. Derfor tilpasser vi os. Den indre iagttager, bevidsthedens fornuft, udfører således en moralsk vurdering baseret på dennes moralske følelser, og da den indre iagttager kan ses som repræsentant for samfundsmoralen, så er vurderingen i denne instans en refleksion på samfundets vurdering. Vi tilpasser vores adfærd og vore følelser ud fra de normer, samfundet anviser, en kontinuerlig tilpasning der påbegyndes ved fødslen og aldrig stopper. Vi er således i vores moralske opbygning fuldt og helt afhængig af interaktionen med samfundet, en proces, hvor den upartiske iagttager er bindeled imellem individ og samfund. Smith illustrerer det således: “Were it possible that a human creature could grow up to manhood in some solitary place, without any communication with his own species, he could no more think of his own character, of the propriety or demerit of his own sentiments and conduct…. Bring him into society, and he is immediately provided with the mirror which he wanted before”. (TMS:129)

Spørgsmålet er nu med hvilken styrke vi er i stand til at rette ind i henhold til sympatiprocessen, og skal vi overhovedet rette ind? Smiths svar er klart ja. Vores behov for billigelse vil automatisk bidrage til denne tilpasning, men med respekt for den store spredning i menneskelige dyder og lidenskabernes påvirkning må der i visse situationer stilles store krav til dydernes kontrol af disse følelsesmæssige udfordringer. Det kommer jeg tilbage til under dydernes behandling.

Nogle betragtninger
Normativitet
Smiths teori er ikke en teori om hvordan vi normativt bør agere, men en empirisk undersøgelse af hvordan og hvorfor vi agerer som vi gør. Den upartiske iagttagers rolle som repræsentant for samfundet med efterfølgende påvirkning af individet giver, efter min opfattelse, alligevel teorien et skær af normativitet, idet samfundsmoralen næppe i et vist omfang kan undgå at være påvirket af visse normative tendenser. Samfundsmoralen er naturligvis ikke nogen lov, men set fra individets synspunkt fornemmes konsekvenserne ved ikke at følge anvisningerne at have fuldt så store konsekvenser som dette ikke at følge andre normgivne regler.

Det Guddommelige
For Smith er det naturen og de naturlige kræfter der, iboende mennesket, danner grundlag for forklaring af menneskelig adfærd. Men han slipper ikke helt det guddommelige, idet der i hans forestillingsverden indgår en højere formålsbestemt enhed, som kan ses som en garant for en udstrækning og sikring af orden i verden, idet ”The all-wise Author of Nature has, in this manner, taught man to respect the sentiments and judgments of his brethren; to be more or less pleased when they approve of his conduct, and to be more or less hurt when they disapprove of it. He has made man, if I may say so, the immediate judge of mankind; and has, in this respect, as in many others, created him after his own image, and appointed him his vicegerent upon earth, to superintend the behaviour of his brethren.” (TMS: 149). Ellers er hans forklaring på menneskets natur nærmere en form for empirisk psykologi, men som den deist Smith formodentlig må være, skaber han i menneskets natur plads til en guddommelig antagelse, men forklaringerne er, som det fremgår, videnskabelige og ikke religiøse. Jeg vil her vove den påstand, at Smith trods alt er så kommerciel, at han skriver til den tid og det publikum, der er på denne tid. Han kan bruge sin egen teori og lytte til sin upartiske iagttager, som sikkert vil fortælle, at en sympati, baseret på fælles moralske følelser imellem Smith og hans publikum, forudsætter at Gud trods alt får sin plads i hierarkiet. Påstanden bekræftes af de binavne Smith giver den upartiske iagttager, herunder ”den usynlige hånd”, ”manden i brystet” og ”den store dommer og voldgiftmand.”

Smiths moral psykologi
I Smiths teori indgår forklaringer af grundlaget for moralske domme, og teorien synes at have visse psykologiske implikationer. Herudover er ikke alle handlinger, hvor der er sympati imellem agent og den upartiske iagttager, moralske, idet der kan være harmoni i mellem følelserne på områder, der ligger udenfor moral sfæren.

Ulitarismens nytteprincip påvirker naturligvis også vore handlinger og er for Smith heller ikke uinteressante, de er blot én faktor blandt mange, og absolut ikke en dominerende. Han vil således fastholde, at vi ikke i praktikken kan vurdere, hvad der er rigtigt i forhold til nytte, og hans svar på ovennævnte spørgsmål vil langt hen ad vejen være, at det er praktikken, den upartiske iagttager, der lægger niveauet for vore handlinger.

Freud’s opfattelse af bevidstheden kan på visse punkter ligne den Smith anvender, dog må understreges, at grundlaget for påvirkningerne af den menneskelige bevidsthed afviger væsentligt imellem de to. For Smith kan man fornemme en opbygning af ”et andet jeg” i bevidstheden, et ”jeg” der er dannet i en form for en dannelsesproces op igennem barne- og ungdomsårene, mest påvirket af de nærmeste relationer. Dette ”andet jeg” skal afbalancere adfærden i samarbejde eller i konkurrence med det mere personlige ”jeg”. “When I endeavour to examine my own conduct….I divide myself, as it were, into two persons; and that I, the examiner and judge, represent a different character from that other I, the person whose conduct is examined into and judged of ….“ (TMS: 131)

Dydens natur og funktion
I det foregående er vore moralske handlinger baseret på en interaktion med den upartiske iagttager, der, som repræsentant for samfundet, vurderer, hvad der er en korrekt og prisværdig handling. Og den handling, som den upartiske iagttager kan melde som passende, er den, hvor vore dyder, i samspil eller modspil med de lidenskaber vi konstant er påvirket af, er i stand til at afbalancere vores adfærd, således den af vores omverden opfattes som korrekt og passende.

Smith baserer vores dydsmæssige adfærd på tre kardinaldyder plus en overordnet dyd.
Klogskaben skal som den første dyd sikre os vores egen situation, vores egen lykke, et udtryk for egenkærlighed. Retfærdighed skal som den anden dyd friholde os selv og andre fra skader og uretfærdigheder, hvor velvilje som den tredje dyd skal sikre, at vi har andre menneskers lykke med i vore handlinger. Såvel retfærdighed som godgørenhed er udtryk for vore godgørende affektioner. Hermed er vi ifølge Smith dækket ind, idet ” The man who acts according to the rules of perfect prudence, of strict justice, and of proper benevolence, may be said to be perfectly virtuous.” (TMS: 279). Men, siger Smith, der er en fjerde og vigtigste dyd af alle, nemlig evnen til at kontrollere sine egne handlinger, at styre sig selv. Denne selvkontrol skal, sammen med de øvrige dyder sikre os, at mennesker, uanset konstitution, lever op til det, samfundet har defineret som korrekt moralsk adfærd.

Jeg vil nu gennemgå nogle af disse dyders karakteristika med respekt for at: “When we consider the character of any individual, we naturally view it under two different aspects; first, as it may affect his own happiness; and secondly, as it may affect that of other people.” (TMS: 248). Herunder vil jeg fokusere på, hvorledes og hvorfor menneskets selvkontrol er af så vital betydning.

Klogskab
Klogskab hører til Smiths kardinaldyder, blandt andet fordi vi ved hjælp af denne, i samspil med selvkontrollen, skal kunne styre vore lidenskaber omkring private interesser. Vi gennemgår i vores opvækst en stor og lang oplærings og dannelses udvikling. Vi lærer at tage vare på de mest fundamentale behov i behovshierarkiet, for at overleve og for at udvikle os. Vi lærer noget om, hvad der giver glæde og smerte samt at handle forsigtig og forudseende. Dyden klogskab handler således om, igennem erfaring fra livet, at administrere sig selv og skabe lykke baseret på tillid og godt omdømme.

Smith skelner imellem den almindelige klogskab og den højere klogskab, hvor…
Den almindelige klogskab udlægges som en klogskab, der i alle handlinger påvirker til ikke at gøre noget forkert. Smiths udlægning giver en ”Stå ikke til søs, lad de andre stå” fornemmelse. Vi er i den epikuræiske ”fredens og dydens have”, og selv om den upartiske iagttager sikkert vil nikke genkendende til disse træk, så er Smith ikke synderlig begejstret for disse attituder. Dette er klart nok idet næppe noget samfund, og da slet ikke Smiths kommercielle samfund beskrevet i The Wealth of Nations1, ville kunne eksistere på dette grundlag - alene. Netop denne tilføjelse er vigtig, idet disse dyder er grundlæggende for, at et samfund overhovedet kan eksistere. De udgør det faste og konstante fundament hvorpå mere vidtløftige lidenskaber kan agere. Disse udgøres blandt andet af personer, der dydsmæssigt repræsenterer …

Den højere klogskab, der er repræsenteret ved samfundets ledere, herunder statsmænd, store lovgivere, og, som Smith anfører, generalerne. Her er de større dyder repræsenteret, blandt andet mod, menneskekærlighed, retfærdighed, og ikke mindst selvbeherskelse. Historisk kan der i dette tilfælde relateres til Platons ”visdom”, og disse dyder giver, i modsætning til ovenfor, basis for en dynamisk handlemåde. Smith og den upartiske iagttager sympatiserer med disse dyder under forudsætning af at selvkontrollen er i stand til at holde de til tider lidt vidtløftige lidenskaber under kontrol, idet f.eks.:”Prudence combined with other virtues, constitutes the noblest; so imprudence combined with other vices, constitutes the vilest of all characters.” (TMS: 255)

Retfærdighed
“The character of every individual, so far as it can affect the happiness of other people, must do so by its disposition either to hurt or to benefit them.” (TMS: 255)
Vi har en naturlig velvilje overfor andre individer såvel som overfor andre samfund, og vi hæfter os først ved de nærmeste, mine medmennesker som individer, som loven om retfærdighed skal beskytte imod overlast. Det er samfundets opgave at sikre en sådan retslig sikkerhed, og menneskene vil af hensyn til deres egen lykke og sikkerhed sanktionere sådanne regler. Herudover vil det retfærdige menneske have en immanent aversion imod at skade andre, også i tilfælde, hvor ingen form for regulering finder sted. Dette er i modsætning til Hobbes naturstatstilstands teori. Der er dog ifølge Smith en enkelt undtagelse, idet ”Proper resentment for injustice attempted, or actually committed, is the only motive which, in the eyes of the impartial spectator, can justify our hurting or disturbing in any respect the happiness of our neighbour.” (TMS: 255). En klar under-stregning af meningen i TMS’s første påstand, nemlig at vi føler os moralsk forpligtiget overfor vore næste.

Velvilje
Smith graduerer menneskets velvillige karakter og dermed moralske attitude ud fra et nærhedsprincip, idet vore følelser overfor andre vil aftage i takt med afstanden.

Familien
Ingen kan føle min smerte som jeg selv kan, andre kan forestille sig den, men aldrig føle den. Vi har også store følelser overfor vores familie, hvor følelser overfor vore børn, fra naturens side er stærkere end overfor vore forældre, baseret på en behovsbetragtning. Derefter flader de familiemæssige følelser ud, jo længere vi kommer ud i familien. “What is called affection, is in reality nothing but habitual sympathy.” (TMS: 258). Dette indikerer, at også familiemæssige følelser er baseret på samme regel for sympati som tidligere beskrevet, idet sympatien, personerne imellem, er baseret på graden af harmoni i følelser og mindre afhængige af de følelser, der kommer fra ”blodets bånd.” Hvis familiemedlemmer således i længere tid er adskilt og påvirket af andre kulturer, så går det ud over følelserne, idet “Time and experience, however, I am afraid, too frequently undeceive them.” (TMS: 260)

De andre
Efter de personer, som vi omfatter med velgørenhed, på grund af relationer eller andre personlige forhold, kommer de personer, som har vores velvillige opmærksom, f.eks. vore arbejdskollegaer. Vi er fra naturens side indrettet således, at jo mere venlighed og retskaffenhed vi møder, jo større er vores velvilje overfor andre.

Individ og samfund
Her styrer de samme principper som er gældende imellem to individer, ligeledes med faldende styrke jo længere vi kommer ud i verden.

Vi er ifølge Smith nærmest nationalister, idet vi holder af det samfund vi lever i, blandt andet fordi samfundet rummer de mennesker, vi holder af. Smith kommer blandt andet ind på de dyder, der ligger i at ofre sig for samfundet, og det fremgår tydeligt, at han får inspiration fra den rolle, militæret har i udviklingen af mandige dyder. Omvendt, de personer, der ikke stiller op, forræderne, fremstår for Smith som de mest afskyelige skurke.

Vi har med udgangspunkt i vores nationalitetsfølelse en skræk for at blive underlagt andre lande, en interessant betragtning i en tid, hvor mange europæiske nationalstater skal tage stilling til, om de skal slå sig sammen i et endnu tættere fællesskab.

Smith åbner også mulighed for internationalt samarbejde, idet han med England og Frankrig som eksempler giver udtryk for, at de industrielle og videnskabelige fremskridt der har fundet sted bør komme alle til gode. .

Selvkontrol.
At udøve selvkontrol er for Smith en overordentlig væsentlig dyd og en vigtig forudsætning for al moralsk handling. Selvkontrol, det at kunne styre egne lidenskaber, er ligeledes en forudsætning for sympatiakten imellem agenten og den upartiske iagttager. Jeg vil gennemgå nogle af de lidenskaber, typer af mennesker, vi oplever samt vurdere, hvorledes disse typer er påvirket af de forskellige dyder og lidenskaber.

Frygt og vrede er eksempler på lidenskaber, der kræver betydelig udøvelse af selvkontrol, og nogle mennesker kan i enkeltsituationer have vanskeligt ved at beherske sådanne lidenskaber. Netop disse lidenskaber er medvirkende til at fremelske dyder som mod, manddom og et stærkt sind.

Helten beundres, idet vi er tilbøjelig til at se op til ædelmodige mennesker der i frygt og under tvang bevarer roen, ikke beklager sig og ikke giver udtryk for følelser, og hvis de lider på grund af kampen for frihed og retfærdighed, så vil vi udvise sympati for deres kamp og indignation imod enhver form for uretfærdig behandling. Smith henviser til heltene fra antikken og den moderne historie, som huskes ved de mest spektakulære hændelser. ”Had the enemies of Socrates suffered him to die quietly in his bed, the glory even of that great philosopher might possibly never have acquired that dazzling splendour in which it has been beheld in all succeeding ages.” (TMS: 281)

Vi lægger ifølge Smith også under for krigeriske og heltmodige bedrifter, også selv om de tilsidesætter alle regler for humanitet og retfærdighed. En spændende betragtning der kan give associationer til begrebet ”en retfærdig krig” samt til en vurdering af ”nødvendig-heden” af de krige, vi i vores til har kendskab til. Denne vurdering må høre en anden opgave til.

Det er af vital betydning for den dydige optræden, at vi er i stand til at kontrollere handlingen i angst-situationer som ovenfor nævnt, hvor ”The command of anger appears upon many occasions not less generous and noble than that of fear”.(TMS: 282)

Frygt og vrede er ofte samtidige og afhængige følelser, hvor frygten kan være motivet til at tilbageholde vreden. At vise vrede indikerer manglende selvkontrol, også selv om der er gode motiver til at være vred. Selvkontrollen gør netop forskellen imellem at være vred og at vise vrede, men hvis vi på denne måde af frygten tvinges til ikke at vise vrede, er nobelheden i selvkontrollen af vrede forsvundet. Der er altid noget værdigt i det at kunne kontrollere frygten uanset motivet derfor. Sådan er det ikke med kontrollen af vrede. ”Unless it is founded altogether in the sense of decency, of dignity, and propriety, it never is perfectly agreeable.” (TMS: 283)

Det er imidlertid tilstedeværelse af fristelser og farer der afgør, i hvilket omfang vi gør brug af vore dyder. “To act according to the dictates of prudence, of justice, and proper beneficence, seems to have no great merit where there is no temptation to do otherwise” (TMS: 284). At agere med stor kølighed midt i de største farer og besværligheder viser, at klogskab i samspil med selvkontrol baner vejen for store resultater. Dyderne kan således opfattes som værktøjer i vores værktøjskasse, hvor vore følelser bidrager til, at vi anvender netop det værktøj, den dyd, der er nødvendig for at agere korrekt i relation til den upartiske iagttagers forestilling om korrekt adfærd. Jo mere veldisponeret vores værktøjskasse er, jo flere situationer kan vi klare, og des større chancer er der for, at vi i vore omgivelser vil blive opfattet som troværdige.

Kontrollen af frygt og vrede er i sig selv altid noble kræfter, men når disse kræfter er styret af retfærdighed og velvilje, er de ikke kun udtryk for store dyder, men de løfter også glansen af andre dyder. Her skal man dog passe på, idet denne umiddelbare ædelmodige handlingsadfærd af de ”forkert” disponerede personer også kan anvendes negativt til opnåelse af meget subjektive resultater. Vi kender situationer, hvor ædelmodige mennesker udfører ædelmodige gerninger - tror vi, for vi kan, som tidligere diskuteret, ikke vurdere deres reelle motiver til handlingerne. Når vi så senere konstaterer, at disse motiver måske er ganske anderledes, end vi forestillede os, måske direkte ondsindede, så konstaterer vi at have vurderet på et galt grundlag.

Vi er også påvirket af modsat rettede og mindre behagelige dispositioner såsom vrede, had, misundelse, hævn m.m, attituder der er udtryk for, at ikke alle mennesker og ikke alle følelser er lige kontrollerede. Det er her selvkontrollen kommer på prøve med sit bidrag til, at følelserne tilpasses i relation til samspillet med den upartiske iagttager.

Hvis vi agerer med for megen harme og forargelse, er vi inkapable til at forsvare såvel os selv som andre fra uretfærdigheder …”In order to live comfortably in the world, it is, upon all occasions, as necessary to defend our dignity and rank, as it is to defend our life or our fortune.” (TMS: 287)
En anden type mennesker er tilbøjelige til i forskellig grad at fremhæve sig selv enten ved at fremstille sig selv i et falsk lys eller ved at nedgøre andre.

Den stolte eller den hovmodige er karakteriseret ved en udvist overbevisning om egen ufejlbarlighed, selv om andre til tider kan betvivle grundlaget for denne selvopfattelse. Han ønsker, vi skal se ham i det lys som han, hvis han var i vores sted, reelt ser sig selv, og han forventer af sine medmennesker, at de respekterer ham for det han selv mener han dækker og såres på sine følelser, hvis dette ikke sker. I øvrigt er andres synspunkter for ham uinteressante, han besidder jo selv de korrekte. Han er et typisk eksempel på, hvorledes mennesket gør sig bedre end andre, enten ved at hæve eget niveau eller ved at sænke andres. Den stolte er godt tilfreds med sig selv, hvorfor der ikke er grundlag for nogen justering af karakteren.

Den forfængelige eller pralende ønsker vi skal se ham i et meget bedre lys end det lys, hvori han ser sig selv, hvis han placerer sig selv i vores situation, og vel at mærke under den forudsætning, at vi ved alt det, han ved. Han gør alt for at omverdenen skal se ham, som han ønsker vi skal se ham og går ikke af vejen for smøre lidt ekstra på egen fortræffelighed. Derudover har han en ret stor gråzone imellem hvad der er sandt og mindre sandt, men går dog sjældent længere end til anvendelse af ”hvide løgne”. I bestræbelserne på konstant at værne om sit omdømme er den forfængelige altid klar til at justere i sin adfærd i relation til de observationer han gør, og praleri kan ses som at påtage sig en glorie, før den er fortjent.

Det er i dette krydsfelt imellem lidenskaber og dyder den upartiske iagttager opererer. Samfundet er på individniveau ikke homogent, og de mennesker der er bærer af det jeg vil kalde afvigende lidenskaber, medfører naturligvis store udfordringer for den upartiske iagttager, og Smith noterer da også, at ”When the sense of propriety, when the authority of the judge within the breast, can control this extreme sensibility, that authority must no doubt appear very noble and very great.” (TMS: 289). Han tilføjer derefter, at krigen imellem disse to principper kan blive for ødelæggende for den indre ro og lykke. Det kan medføre, at selv om sansen for korrekthed skulle være stærk nok til at kontrollere alle disse følelser, så kan sindet blive forstyrret i kampen, og i denne kaos kan dømmekraften ikke altid opretholde sin oprindelige skarphed og præcision med mulig overilet og uklog handling til følge. Hermed bliver Smiths teori en forklaring på, hvorfor vi har disse adfærdsmønstre.

Set fra et samlet samfundsmæssigt synspunkt er det ikke nødvendigvis negativt med denne spredning i lidenskaber. Visse er naturligvis unødvendige, men generelt er det netop forskelligheden der driver samfundet, og Smith konstaterer da også, at ” it is better to be a little too proud, than, in any respect, too humble; and, in the sentiment of self-estimation, some degree of excess seems, both to the person and to the impartial spectator, to be less disagreeable than any degree of defect.” (TMS: 308-309). En lidt ”Mandevillesk” betragtning som Smith nok ville have frabedt sig på grund af hans stærke afstandtagen til Mandevilles meget provokerende teorier.

Perspektivering
Andre kulturelle samfund
Smiths beskrivelse og forklaring af vores moralske adfærd synes at være gældende, hvor end i verden vi er, dog forudsat der er et socialt samfund. Smith noterer da også, at ”The different situations of different ages and countries are apt, in the same manner, to give different characters to the generality of those who live in them, and their sentiments concerning the particular degree of each quality, that is either blamable or praise-worthy, vary, according to that degree which is usual in their own country, and in their own times.” (TMS: 239). Dette indikerer, at vi i vores interaktion med mennesker fra andre kulturelle samfund må være opmærksomme på de moralske forskelligheder, der kan opstå, hvilket ikke mindst får betydning i multikulturelle samfund.

Tilpasning til tiden
Smiths teori må også siges at være dynamisk, al den stund den til enhver til sikrer, at vi som individer vil tilpasse os den til enhver tid værende samfundsmoral. Dydernes karakter skifter med tid og kultur, men det er jo netop også dette, der opfanges af samfundet og videreeksponeres til agenten igennem den upartiske iagttager.

Det moderne industrisamfund
Som anført har jeg blandt andet sat mig for at vurdere, i hvilket omfang Smiths teori vil holde i et moderne industrielt samfund, som det vi lever i. Den engelske sociolog Anthony Giddens1 udtrykker udfordringerne i globaliseringen ganske klart, idet han giver udtryk for, at verdensborgerskab skal erstatte et smuldrende nationalt borgerskab, vi må se et globalt demokrati baseret på kosmopolitisk bevidsthed og ansvarlighed i øjnene samt være indstillet på flere og ikke færre identiteter: lokal, national, europæisk, global.

Dette er en noget anden verden, end den Smith levede i, men udviklingen kan alligevel ikke have været fremmed for ham, idet han netop bruger udviklingen i Frankrig og England som udtryk for, at de industrielle og videnskabelige fremskridt, der finder sted, bør komme alle til gode. Der er begrænsninger, idet: “That wisdom which contrived the system of human affections, as well as that of every other part of nature, seems to have judged that the interest of the great society of mankind would be best promoted by directing the principal attention of each individual to that particular portion of it, which was most within the sphere both of his abilities and of his understanding.” (TMS: 270)

Denne begrænsning er interessant, men egentlig fint i tråd med måden, hvorpå den upartiske iagttager arbejder. Forudsætningen for moralsk adfærd er, at der kan opnås følelsesmæssig sympati imellem aktøren og den upartiske iagttager, repræsenterende samfundet. Dette forekommer indlysende i et homogent samfund, hvor medlemmerne kulturelt er på samme niveau og har samme opfattelse af, hvad f.eks. en retfærdig handling består i. Følelser kan således opfattes som værende universelle, hvorimod retfærdighed ifølge Smith er en kulturelt bestemt vurdering.

For Smith er international samkvem nærmest en nødvendighed for samfundsmæssig udvikling, i hvilken forbindelse han i relation til den industrielle udvikling på kontinentet kan konstatere, at” These are all real improvements of the world we live in. Mankind are benefited, human nature is ennobled by them. In such improvements each nation ought, not only to endeavour itself to excel, but from the love of mankind, to promote, instead of obstructing the excellence of its neighbours. These are all proper objects of national emulation, not of national prejudice or envy.” (TMS: 270)

Det multikulturelle samfund
Hvad sker når ikke kun varerne, men også menneskene, kulturerne, herunder forskellige religioner, begynder at vandre og blande sig med hinanden. Vi får forskellige grader af multikulturelle samfund, hvor individerne møder samfundet, eller er i samfundet, på meget forskellige kulturelle grundlag. Disse immigrerende ”fremmede” bosætter sig i helt nye kulturer, med den moralske ballast de medbringer fra deres respektive kulturer, som ovenfor anført. Respektive upartiske iagttageres sympatiproces bliver problematiske, hvis der ikke er en vis grad af harmoni i følelserne og en vis enighed om, hvad korrekt adfærd består i. Uden denne proces intakt er de involverede individer udelukket fra at udvikle sig som moralske agenter i samfundet.

Vort samfunds såkaldte ”utilpassede” mennesker kan således ses som en bekræftelse på, at Smiths moralteori holder, men desværre også at den er mindre funktionsdygtig i multikulturelle samfund med de samfundsmæssige konsekvenser, dette vil kunne medføre.

Konklusion
Mennesket er et moralsk væsen som konsekvens af dets interaktion med de samfund, det lever i. Fordi vi gerne vil billiges og har en aversion imod misbilligelse, har vi ikke kun fokus på os selv, men forsøger at sætte os i andres sted, og vurderer vores adfærd derfra. I denne forestillingsakt sammenholdes agentens moralske følelser med de moralske følelser, den upartiske iagttager, på samfundets vegne, repræsenterer. Såfremt der er harmoni imellem følelserne er der tale om den sympati, der, på grund af menneskets ønske om billigelse, danner grundlag for tilpasning af den moralske adfærd. For at sikre sig imod misvisninger og fejltagelser gøres den interne iagttager velinformeret og upartisk, og hermed er Smiths moralteori funktionel.

Teorien sikrer, at agenten i sin adfærd altid vil være moralsk opdateret i forhold til det samfund han lever i, idet de dyder, der for samfundet anses som prisværdige, vil afspejle sig i iagttagerens vurdering og derefter igennem agentens forestillingsevne påvirke dennes adfærd. Smiths teori hviler fuldt og helt på empiriske observationer, og selv om der undervejs er flere henvisninger til overordnede magter, indgår relationer til disse ikke i nogen form for årsagsforklaring. Smiths teori bygger måske mere på psykologi end på filosofi, hvilket underbygges af henvisningen til Freud teorier.

I valget af kardinaldyder har Smith lagt sig tæt op af antikkens bidragsydere, herunder ikke mindst Platon og stoikerne. I behandlingen af hvorledes dyderne opererer, går Smith i visse sammenhænge sine egne veje. Klogskaben skal sikre os vores egen situation, vores egen lykke, et udtryk for egenkærlighed. Retfærdighed skal friholde os selv og andre fra skader og uretfærdigheder, og velvilje skal sikre, at vi har andre menneskers lykke med i vore handlinger. Og vigtigst af alle er selvkontrollen, som koordineret med de øvrige dyder bidrager til at vi handler dydige.

Da vi imidlertid ikke alle er ens dydsmæssigt konstitueret, reagerer vi forskelligt, udviser forskellig adfærd. Smith fremhæver ofte heltene, de der er i stand til at styre deres følelser og agere klogt og selvkontrollerende selv under pres, dyder der svarer til dem der udvikles i krigssituationer. Der er lasterne i form af f.eks. stolthed, hovmod og forfængelighed, laster der medfører, at den upartiske iagttager må opretholde et køligt overblik og ikke vise sympatiske følelser, før lidenskaberne er blevet modererede. Agenten må ligeledes søge harmoni i sympatiprocessen ”by lowering his passions to that pitch, in which the spectators are capable of going along with him. (TMS: 27). Disse attituder kan være problematiske, men er det ikke nødvendigvis, det er forskelligheden der gør at samfund udvikler sig, og som Smith giver udtryk for, så er det “better to be a little too proud, than, in any respect, too humble”. (TMS: 308)

Smiths teori kan siges at være universel, dog forudsat der er tale sociale samfund, idet dets moralsk udvikling, i henhold til Smiths teori, altid vil være et produkt af samfundsmoralen. Dette medfører, at mennesker med forskellig kulturbaggrund vil have forskellig moralsk opfattelse af handlinger og adfærd, hvilket, løftet op til dagens multikulturelle samfund forklarer, hvorfor der opstår samfundsmæssige problemer baseret på individernes forskellige moralopfattelser.

Jeg synes Smiths teori har en god forklaringskraft. Menneskets behov for ros og billigelse kombineret med Smiths forestillingsevne åbner mulighed for at vi moralsk kan tilpasser os samfundets forventninger. Men jeg synes der er to begrænsninger i teorien. Ovennævnte sans er ikke nogen ”sjette” sans der giver os indsigt, kun en forestilling. Og når alt kommer til alt, har jeg kun mit egen erfaringsgrundlag et vurdere ud fra, og jeg kan kun håbe, at dette grundlag er så velopbygget i samspillet med den upartiske iagttager, at dette er tilstrækkeligt. Smith har som jeg ser det heller ikke lovet mere.

Den anden begrænsning er, at hvis teorien skal ses som en optimeringsmodel, så kommer vi i moralsk udvikling måske ingen vegne. Vi går efter en grad af moralsk harmoni i et samfund, men niveauet, og nu bliver det lidt normativt, kan jo ligge hvor som helst. Vi risikerer i værste fald en konsensus om laveste fælles nævner. Og hvis dette er tilfældet, er det så problematisk? – det vil jeg spekulere lidt over.

Jeg har et par gange tilladt mig at kommercialisere Smiths hensigter, idet mange af hans synspunkter understreger ikke blot en billigelse af heltmodig adfærd, men nærmest en beundring af dem, og det skinner også igennem, at den upartiske iagttager godtager uretfærdige handlinger, hvis intentionen er i orden. Dette er naturligvis et spørgsmål om livtag i kampen imellem lidenskaber og dyder, men jeg fornemmer alligevel, at der sidder en Smith som en over (u)partisk iagttager, en moralsk dommer, der trækker lidt i trådene med tendens til at tilgodese visse borgerlige dyder netop med henblik på, hvad der vil gavne det fremtidige kommercielle samfund mest.

Hardy Pedersen
Litteraturoversigt

Campbell, T.T:
Adam Smiths Science of Morals. London Ed. by D.J.Robertson, George Allen & Unwin Ltd 1971. 337 normalsider

Griswold, CL:
Adam Smith and the Virtues of Enlightenment. Cambridge University Press 1999. Side 1-21, 40-75 samt 113-146. 139 normalsider

Haakonsson, Knud:
The Science of a Legislator. The Natural Jurisprudence of David Hume and Adam Smith. Cambridge University Press 1981. Kapitel 3. 72 normalsider

Koch, Carl Henrik:
Den europæiske filosofis historie. Fra reformationen til oplysningstiden. Kap. 11-15. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busk 1996. 208 Normalsider

Kurrild-Klitgaard, Peter:
Adam Smith, Økonomiems konger. Jurist og Økonomforbundets Forlag 2004. Normalsider 172

Lübcke, Poul m.fl.:
Politikens filosofileksikon. Politikens forlag 1998

Raphael, D.D:
Adam Smith. Oxford University Press 1985, side 29-46. 17 normalsider

Smith, Adam:
The Theory of Moral Sentiments. Ed by K. Haakonsson, Cambridge University Press 2004. 724 normalsider

Ialt 1669 normalsider