Virgil som rejseleder for Dante i Den Guddommelige KomedieEksamensopgave vintereksamen 2002/2003KUA Åbent Universitet Litteraturhistorie I Opgaveløser: Hardy Pedersen
Lærer: Jørgen Bruhn
Afleveret den: 04-01-2002
|
Indholdsfortegnelse. Side Indledning 2 Disposition 2 Hvem er digteren Dante 3 Vergil og Aeneiden, set i lyset af Komedien 3 Digtet 4 Bogstavelig fortolkning 5 Allegorisk fortolkning 6 Figurativ fortolkning 8 Konklusion 8 Perspektivering 9 Litteraturoversigt 10 Vergil som rejseleder for Dante i Den
Guddommelige Komedie.
Indledning. Hvorfor vælger forfatteren Dante forfatteren Vergil som rejseleder i Dantes Guddommelige Komedie? Vergil er en såkaldt retfærdig hedning (H4:31-41) 1der, ifølge forfatteren Dante, som konsekvens deraf kun kan følge pilgrimmen Dante igennem dennes passage af Helvede og Skærsilden, men må overlade lederskabet til Beatrice og Bernhard af Clairvaux frem til målet i Paradiset. Jeg vil i opgaven give nogle bud på, hvilken rolle Vergil af digteren Dante er tildelt og hvilken indflydelse, han får på pilgrimmen Dantes vandring igennem de tre dødsriger. I min søgen efter svar på nævnte problemstilling konstaterer jeg, at jo mere jeg læser i Dantes Guddommelige Komedie, jo flere fortolkninger kan der uddrages af digtet. Det er der flere grunde til. Komedien er skrevet i højmiddelalderen i årene omkring 1300, og middelalderens religiøse digtere arbejder under den forudsætning, at det, de vil sige noget om, ikke kan udsiges. For dem bliver analogierne derfor en løsning, som (Dahlerup 1997:55)1,1 udtrykker det: ”Forfatteren gennem den (teksten) siger ét og mener noget andet”. Forfatteren Dante udtrykker selv i et brev til Cangrande della Scala (Lagercrantz 1964:93) at ”Meningen med dette arbejde er ikke éntydig, men må tværtimod betragtes som mangfoldig…. Der er én betydning i selve bogstaverne og en anden i det bogstaverne dækker. Den første kaldes den bogstavelige, den anden kaldes den allegoriske eller mystiske”. Forfattere igennem tiden har tillagt yderligere fortolkningsvinkler, herunder tropologiske/moralske, anagogiske samt figurative fortolkninger. Disposition. Jeg vil først give en redegørelse for digteren Dantes situation. Dernæst introduceres Vergil og Aneiden med fokus på nogle af de træk, der har relation til Komedien. Herefter vurderer jeg Vergils rolle ud fra en bogstavelig, en allegorisk samt en figurativ fortolkning. Opgaven afsluttes med en konklusion, hvor jeg vurderer Dantes valg af Vergil som rejseleder samt perspektiverer Komedien op til i dag. Er det en historie, der har et budskab i det 21. århundrede? Hvem er digteren Dante? Dante Alighieri er født i Firenze i 1265. Han er politisk aktiv og er påvirket af højmiddelalderens storpolitiske omvæltninger ikke mindst den tiltagende konflikt imellem paven og den verdslige kejsermagt. De paveorienterede Guelfere og de kejserorienterede Ghibelliniere kæmper konstant om magten i Firenze, en politisk situation der belastede byen. ”… Da så du at du er ligesom den syge, der ikke finder fred blandt sine puder, men vender sig ustandselig for smerten” skriver Dante til byen Firenze (S6:149 - 151). Dante tilhører en Guelfersk fløj og bliver i 1300 valgt til prior (medlem af et styrende råd), i hvilken egenskab han inviteres til Rom for at forhandle fred. Samtidigt sender pave Bonifacius VIII en hær ledet af prins Karl af Valios til Firenze for at ”stifte fred”, men byen indtages, Dantes parti forvises fra Firenze, og Dante idømmes en dødsdom, der eksekveres, såfremt han igen sætter sine ben i Firenze. Dante lever resten af sit liv forvist fra Firenze og dør i Ravenna i 1321. Dantes samfundsmæssige syn går på, at Kejseren skal være øverste myndighed hvad angår de verdslige opgaver, hvorimod kirken skal tage sig af de mere kirkelige opgaver herunder administrationen af sakramenterne. Men Dante ser den op igennem middelalderen tiltagende splittelse imellem den religiøse og den verdslige magt som én af menneskehedens store ulykker, og han lader Marco Lombardos udtrykke det således: ”Rom, som engang gav verden fred og orden, havde tilforn to sole, og de viste to sande veje: verdens vej og Guds vej …. Så sig: når Romerkirken og dens byrde er faldet om i sølet, da er grunden dens sammenblanding af to regimenter” (S16:106-108 og127-129) Det er i denne situation Dante skriver Komedien, som senere justeres til ”Dantes Guddommelig Komedie ”, en tilføjelse Dante næppe ville have modsat sig. Vergil og Aeneiden, set i lyset af Komedien Vergil (70-19 f.Kr.) skrev Aeneiden på Kejser Augustus´ tid 1,3. ”Krig og en mand” er de første tre ord i digtet Aeneiden, hvilket indikerer, at digtet handler om en krig og en helt. Helten er Aeneas, der, i de første 6 sange, går utroligt meget igennem. Han jages konstant af Juno,2 lider under massakren på Troja, og handler grusomt imod Dido 3 og Turnus 4. Aeneas flakker tilsyneladende tilfældigt omkring, men helt tilfældigt er det nu ikke. ” … Det blev da deres skæbne (Aeneas og hans hjælpere) at flakke mange åringer om på alle have i verden: sådan en byrde var det at grundlægge Romeres slægter”(A1:31-33)4,1 Troja er et smerteligt tab, men med en usædvanlig kraftanstrengelse er der en sejr i vente. Som for pilgrimmen er målet ikke lige for, men målet er der. Det er Vergils budskab allerede i første sang. Herudover har Aeneas - som pilgrimmen Dante - også en hjælper af gudelig dimension, nemlig Jupiters datter Venus, der som mor til Aeneas aldrig svigter ham. Digtet Forfatteren Dante skriver under forvisningen fra Firenze Komedien, som læner sig op af både tidsmæssige og forfattermæssige traditioner. Tidsmæssigt tager Dante afsæt i middelalderens visionslitteratur med beskrivelse af livet efter døden. Beskrivelsen tilføres den dimension, at forfatteren Dante indsætter sig selv som fortæller, som ”jeg” og ”opleveren” i komedien, hvilket bidrager til at fremhæve de meget maleriske begivenheder. Dante har jo selv været der og konstateret hændelserne. Derfor er den tidligere omtalte pilgrim, komediens hovedperson, forfatteren Dantes alter ego. Forfattermæssigt ”låner” Dante en del fra Vergils Aeneiden, dette være sig personer, geografiske steder samt skriveform. Vergils Aeneiden er baseret på et godt kendskab til Homers Odysseen og Illiaden, og Dantes Komedie er igen baseret på et tilsvarende godt kendskab til Vergils Aeneiden. Dante bruger på denne måde forgængernes arbejdes som et stillads for sit værk. Dette er umiddelbart én god grund til at invitere Vergil med som rejseleder. Digtet er en komedie, idet handlingen går fra ulykke til lykke, fra det dystre helvede til det himmelske paradis. Dante vil i digtet hylde Guds retfærdige styrelse og lader i Paradisets første sang Beatrice udlægge universets moralske og fysiske orden, herunder formprincippet, som definerer universet som Guds billede (P1:103-126), og digtet er utænkeligt uden Det nye Testamentes beretning om Jesu død og opstandelse (Beck 1999). Visionslitteraturen får konkret indhold, når Dante af sin far Alighiero Alighieri i Helvede får at vide, at han, når han kommer tilbage til livet på jorden, skal sætte al løgn til side og sige alt hvad han har set og hørt (P17:127-128). En passage man kan mistænke Dante for at låne af SKT Peter (P27:65-66). Bogstavelig fortolkning Pilgrimmen Dante er faret vild i en skov og kan ikke finde vej ud. Dog ser han oppe på en bakke morgenlyset skinne, men en los, en løve samt en hun ulv spærrer ham vejen (H1:1-51). Bedst som han flakker om (dernede), kommer der uventet hjælp i Vergils person. Glæden er stor, indtil Vergil fortæller, at han må finde en anden vej ud af skoven (H1:91-93). Dette er starten på komedien, og jeg vil i dette afsnit behandle Vergils rolle som rejseleder for Dante….” og følg med mig, og stol på mig som fører” (H1:113) siger Vergil, og han viser således ikke bare vej, han går selv foran. Og det gør han i hele vandringen igennem Helvede og Skærsilden. ”Du gjorde som den mand der går i mørke og bærer lygten bag sig, så dens lys når ikke ham selv, men dem der følger efter” (S22:67-69) er Statius´ besked til Vergil. Vergils ”lygte” medfører, at Statius først bliver digter og derpå kristen (S22:73) og ”lygten” fører pilgrimmen igennem de to dødsriger. Men ”…Hvem valgte mig? Og hvad skal jeg der?” (H2:31) spørger pilgrimmen. Vergil fortæller, at en frygtsomhed har lammet hans sjæl, samt at han (Vergil) i dødsriget blev opsøgt af Beatrice 5 med besked om at vise pilgrimmen, hvad han risikerer, hvis han ikke får rettet op på sit liv. Pilgrimmen er ikke i tvivl om alvoren, da han sammen med Vergil går ind igennem helvedsporten. ”Lad alt håb fare, I der her går ind” (H3:9). Dantes håb og redning er, at han véd Beatrice står bag, og med Vergil som rejseleder føler han sig godt hjulpet. I første helvedskreds Limbo leder Vergil pilgrimmen frem til det sted, hvor de udøbte retfærdige holder til, herunder Vergil selv når han ikke er på en sådan vandring. Pilgrimmen bliver beæret over, at han optages i kredsen af store mestre (H4:100), og Vergil får dermed styrket pilgrimmens selvtillid før de store prøvelser for alvor sætter ind. ” Du spør slet ikke hvem disse sjæle er du ser?” . Spørger Vergil. ”Men vid da, før du går videre, at disse ikke har syndet, men er her på trods af egen fortjeneste, fordi de mangled dåben” (H4:31-35). Vergil får herved retfærdiggjort sin plads i Helvede. Vergil lader igennem vandringen pilgrimmen møde mytologiske og litterære skikkelser fra oldtid til hans nutid og han bliver undervejs betegnet bl.a. som fader, mester, digterven, fører m.fl. ”Nu må du lægge al din ladhed bag dig” udbrød min mester da han så mig sådan: (en træt og totalt udmattet pilgrim)” på bløde puder vindes ingen ære…” (H24:46-48). Ingen pardon, Vergil er pilgrimmens indpisker, retfærdig og kærlig som en mor, hvilken egenskab han i øvrigt også tildeles af pilgrimmen. Beatrice belærer under den sidste del af rejsen igennem Paradiset pilgrimmen omkring den kristne tros dybeste hemmeligheder. Målet er nået, Dante kommer igennem og bliver frelst, men må gennemføre mange indre kampe med alle de kundskaber, som ikke mindst helvede giver ham. Pilgrimmen er på en udviklingsvandring, udadtil såvel som indadtil, og Vergil sikrer, at han fatter og sanser det usigelige, nemlig konsekvenserne af at leve et syndigt jordisk liv. Under vandringen knyttes båndene imellem vandrerne tættere og tættere, hvilket gør det vanskeligt for pilgrimmen i slutningen af Skærsilden at skulle sige definitivt farvel til Vergil (S30:49-54). Allegorisk fortolkning. Dahlerup (1997:52) siger at ”Alting betyder noget andet”. Hvad er det så for noget ”andet” Dante vil sige med denne komedie? Vejen til dette ”andet” går omkring Aristoteles (384 – 322 f.Kr.) og Thomas Aquinas (1225 – 1274). Thomas anses som én af katolicismens største tænkere, og rehabiliterer Aristoteles´ logiske og fornuftfunderede tænkning 6. Thomas forener troen, der kommer direkte fra Gud, med fornuften, som mennesket har fået til at erkende den naturlige og moralske orden (Beck 1999:84-85). Ifølge Thomas kan mennesket med sin fornuft erkende den naturlige og moralske orden. De åbenbare sandheder, bl.a. dem, der vedrører frelsesmålene, livet efter døden, kan derimod ikke erkendes intellektuelt, men kun igennem troen på sandheden, som Gud har åbenbaret i Bibelen (Beck 1999:84). Forfatteren Dante tilslutter sig denne fornuftstankegang. Pilgrimmen er religiøst og eksistentielt nødstedt, og det er ikke nok, at han bogstaveligt gennem vandringen, med sanserne, konstaterer årsagerne dertil, han skal også ad fornuftens vej forstå konsekvenserne. Vergil er således fornuftens og moralens repræsentant og indpisker. Pilgrimmen er fanget i kødelige lyster (panteren), han er hovmodig (løven), og han lider af begærlighed (hun ulven) (Beck 1999: 93). Da disse jordiske fristelser går stik imod de kristne kardinaldyder (kærlighed til Gud, ydmyghed samt mådehold), ja så er pilgrimmen, set fra et kristent synspunkt, på afveje. ”Her må du lade din tøven fare, her må du kvæle al din tvivl og fejhed. Nu er vi kommet til det sted jeg nævnte, hvor du skal se de pinte, som har mistet forstandens rette brug og det den skænker” (H3: 14-18) siger Vergil til pilgrimmen og bringer ham således til fornuft hver gang han er ved at svigte. Vergil er også her en god læremester, han har selv været i samme situation, da han flygtede fra Troja til Italien. I Aeneidens sjette sang besøger Aeneas sammen med Sibyllen underverdenen (A6:260-263), hvor de i de lyksaliges land (A6:639) møder Aeneas´s fader Anchises (A6:679), som spår Aeneas som Romerrigets grundlægger (H6,788-790). Efter modtagelse af denne spådom går det op for Aeneas, hvilke mål guderne har sat for ham. Han når sine mål - ved fornuftens hjælp. På samme måde går det op for pilgrimmen, ved Vergils hjælp, at han må tage fornuften til hjælp og forstå den Guds orden, der styrer menneskeheden. Men pilgrimmen må konstatere, at fornuften ikke er tilstrækkelig til at komme i Paradiset. Den er i Vergils figur en forudsætning for at komme 2/3 af vejen, nemlig frem til udgangen af Skærsilden. Her overlades han til Beatrice. De åbenbarede sandheder, dem der vedrører frelsesmålene kan ikke erkendes ad intellektuel vej, men gennem troen på sandheden, som Gud har åbenbaret i Bibelen. (Beck1999:84). Pilgrimmens frelse fuldbyrdes først, når Beatrice, som Guds sendebud, guider ham den sidste vej til Paradiset. Figurativ fortolkning. Ifølge Auerback (1991) peger skikkelser og hændelser i det gamle testamente (jødiske del) imod skikkelser og hændelser i det nye testamente (Kristendommen). Meningen med en historiske begivenhed skal således findes i det, som senere sker. Vergil forudsiger (A6:791-797), at Rom er udset til at styre verden. Romerriget er opfyldelsen – Vergils forudsigelse figuraen for denne opfyldelse. Den i Aeneiden (A6:724-733) tale om den kommende messias, kan være figur for Kristus, og Komediens Beatrice. (Auerback 1991) noterer, at karakteren og funktionen af menneskelig væren har en specifik plads i Guds orden, sådan som det er figureret på jorden og fuldendt hinsides. Både Odysseus´ og Aeneas´ rejser finder deres mening og opfyldelse i Komedien (Eriksen 1993:30). Aeneas er en figura for pilgrimmen, og Vergil er figura for digteren Dante. Vergils rolle strammes op. Han er rejselederen, der sikrer, at pilgrimmen gennem sanserne får vished for, hvad der sker, hvis Guds veje ikke følges. Han er pilgrimmens garant for, at han intellektuelt med fornuften erkender det usigelige. Men han er mere. Som svaret på Moses kan læses i det nye testamente (Kristus), kan svaret på Vergil læses i Komedien. Vergil er den historiske skikkelse (Eriksen 1993:30). Digteren Dante trækker således en rød tråd fra Homers antikke periode frem igennem Romerrigets opståen og fald frem til egen tid. Den røde tråd er kristendommens budskab. Konklusion Komedien kan læses således, at menneskeheden ikke pr. definition er frelst, men det er givet en Guds gave i form af et frit valg. Dante understreger dette ved bl.a. at straffe de lunkne og vege sjæle med at være frarøvet al håb om at dø (H3:43-48). Digteren lader derfor, under Vergils ledelse, pilgrimmen gennemføre denne farefulde vandring for at pilgrimmen skal indse og forstå de valg, der i livet skal gøres. Bogstavelig farefuld idet der er mange steder, pilgrimmen kan komme galt af sted, men Vergil er på plads. Mentalt farefuld, fordi der er mange steder pilgrimmen er ved at bukke under, men Vergil støtter op og får pilgrimmen til at forstå nødvendigheden af at følge den afstukne vej, Guds forudbestemte vej. Pilgrimmen er på en dannelsesrejse, og selv om den kun varer fra langfredag til påskemorgen, er den meget lærerig. Udover at Vergil er rejseleder i bogstavelig og allegorisk forstand, sikrer digteren Dante sig, med Vergil som omdrejningspunkt og med sit alter ego som opleveren, at Den Guddommelige Komedie ikke bare er en historie om en pilgrims vandring, men et udviklingsværk, der kan læses som en forklaring på mange af antikkens og middelalderens historiske og politiske højdepunkter, set igennem kristendommens briller. Vergil er en figura på Dante. Hvem er Dante en figura for? Erstatter man vandrerens ”jeg” med menneskehedens ”vi” , kunne mit bud være, at som Vergil forudså Kristus og den Romerske fred, forudsiger Dante mulighed for den evige frelse. Ikke kun for individet, men for hele menneskeheden. Dante sætter personnavne på de synder, mennesket begår i livet på jorden. Dette kan være for at sige ”tak for sidst” til den omverden, der er ret hård ved ham undervejs. Men man kan også læse disse navne som synonym for de fristelser, menneskene, i bestræbelserne på at opnå den evige frelse, skal tage sig i agt for. Forfatteren Carriaguidas siger til Dante (P17: 97-99): ”Men husk: bær ikke nag til dine landsmænd af den grund, for dit liv skal ikke spildes i venten på at rænkerne bliver straffet”. Perspektivering. Opgaven kan udmærket perspektiveres frem til i dag, på det samfundsmæssige plan såvel som på det individuelle plan. Samfundsmæssigt var Dante i 1300 tallet meget optaget af kirkens rolle i forhold til den verdslige magt. Aviserne i 2002 har haft adskillige artikler og radioen adskillige debatter om netop konflikten imellem kirkens og statens rolle, ikke blot i Danmark, men adskillige steder rundt i verden. Individuelt mener jeg komediens problemstilling, Dante midt på livets vej, kan være symbolsk for de situationer, mange mennesker arbejdsmæssigt såvel som eksistentielt må konstatere. Målet er klart, men de veje, der fører direkte til målet er spærret, og andre veje må findes. Mennesket må selv sætte ind, rådgivere inddrages, der må kæmpes. Gør man dette, så er der også løsninger, på dagligdagsproblemer såvel som på eksistentielle problemer. Hardy Pedersen Litteraturoversigt Dante Alighieri: Dantes Guddommelige Komedie. På danske vers af Ole Meyer. Multivers, 2000. 3. oplag. Auerbach, Erich: Mimesis, Tenth printing 1991. The representation of reality in western literature. Princeton, New Jersey: Princeton University Press 1953. Beck, Steen: Mesterværker. Europæisk litteratur fra Sofokles til Strindberg. Dansklærerforeningen 1999. Dahlerup, Pil Middelalderens Billedsprog. Billedsprog, om metaforer og andre troper. Redigeret af Per Krogh Hansen & Jørgen Holmgaard. Center for Æstetik og Logik/Medusa 1997. Artikel hentet fra Artikelsamlingen: Litteraturhistorie 1 v/Jørgen Bruhn. Eriksen, Trond Berg Reisen gjennom helvete. Dantes Inferno. Universitetsforlaget 1993. Artikel hentet fra Artikelsamlingen: Litteraturhistorie 1 v/Jørgen Bruhn. Johansen, Carsten Friis: Den Europæiske Filosofis Historie. Antikken. Nyt Nordisk forlag Arnold Busk 1991. Lagercrantz. Olof Fra Helvede til Paradis. En bog om Dante og hans guddommelige komedie. Dansk oversættelse af Claus Lembourn 1965. Schønberg. Vergil: Aeneide, på dansk ved Otto Steen Due. Forlaget Centrum 1996 |